Ahornvej 50 C, 2970 Hørsholm, Tlf.: 45864206 
 
  Børnehavelivet er også
 
Børnehavelivet i Ahornhuset er også:

 

Børnene i Ahornhuset tilbringer mange sjove, lærerige og spændende timer i en hverdag hvor der bliver leget, lært og oplevet. Som i alle andre af livets sammenhænge vil også børnehavelivet være præget af både harmoni og disharmoni.
Konflikter opstår og er en naturlig del af livet, også for børn i 3 – 6 års alderen.
Konflikter skaber udvikling og er med til at lære barnet:

  • at mærke sine egne grænser
  • at sige til – og fra
  • at en konflikt er flersidig
  • at der kan skabes løsninger
  • at der kan tilgives
  • at sproget er et redskab, bl.a. til konfliktløsning.


Konflikter har mange ansigter og har forskellige løsninger. Som udgangspunkt skal børnene vide, at de voksne altid er parat med hjælp så den enkelte føler sig hørt, set og forstået og at den voksne kan medvirke til at finde løsninger og nye veje.
En konflikt giver ikke altid en tilfredsstillende løsning for alle parter, men som hovedregel skal alle komme igennem konflikten med en følelse af at være hørt og respekteret.
Det er ikke alle konflikter, at voksne skal være part i. Det er vigtigt at børnene, i takt med udvikling og alder også erfarer, at de selv kan skabe løsninger.

 

Voksne ser og hører ikke alt, der findes også skjulte konflikter, som børnene enten tager hånd om og løser selv, eller som efterlader et eller flere børn i en uafklaret situation.

En uafklaret situation kan barnet ikke altid udtrykke med ord, men signalerer måske i stedet tristhed eller modvilje

Her er det vigtigt, at personale og forældre hver for sig og sammen lytter til barnet, registrerer barnets manglende trivsel og i et tæt samarbejde får afdækket konflikten og skabt løsninger. Heldigvis løses langt de fleste skjulte konflikter i det øjeblik de bliver afdækket og der bliver talt om dem.

 

Billede 1
Billede 2 Sidst men ikke mindst!

      

En side af Ahornhuset er aktiviteter og projekter, en anden side er det helt almindelige og ualmindelige hverdagsliv.
Børn har brug for plads til at være stille på, de skal opleve at det er i orden at kede sig, de skal kunne læse i en bog uden at blive forstyrret eller have mulighed for at sidde og tale med en ven eller en voksen. Børn har også brug for at kunne løbe stærkt, råbe højt, prøve kræfter i slåskampe, bygge huler og have træer at klatre i.
Både de stille børn og de aktive børn skal tilgodeses – og de fleste børn har jo brug for det hele.

Børn skal opleve sjov og ballade og spontanitet. Vi vil meget gerne huskes for vandkampene, legene i sneen, de gode gemmesteder, snobrødet, venskaberne, den glade latter, dansen på bordet, ansigtsmalingen eller den gang der blev spist snebold med kniv og gaffel.

 

 


Sidst opdateret 30. juni 2014